foto1
foto1
foto1
foto1
foto1

Nyhedsbrev

Login Form

Karate etikette for Shinkyokushin Karate

 

 

Karateetiketten har til formål at skabe en atmosfære, hvori alle kan omgås hinanden med gensidig respekt og gøre træningen lettere. Karate har dybe rødder i Japan og japansk kultur, hvorfor etiketten vil afspejle dette. Etiketten er dog hovedsalig baseret på sund fornuft, gode manerer og almindelig høflighed.

Vores dojo er mere end blot en træningssal. Den er et sted, hvor du vil lære betydningsfulde ting, et sted hvor du vil udvide din horisont, fysisk såvel som mentalt, og - vigtigst af alt - et sted, hvor du vil være del af et større fællesskab med mulighed for at knytte livslange venskaber.

Etiketten og reglerne skal respekteres af alle uanset alder og grad.

1. I dojoen (træningssalen) fordres en diskret optræden og instruktørens anvisninger følges uden tøven. Der lægges vægt på en god træningsindsats og en respektfuld indstilling til karate, dens udøvere samt til sin senpai (instruktør).

2. Alle karateudøvere hilser hinanden med et højt og tydeligt "OSU", uanset om man er i træningssalen, i omklædningsrummet eller i civilt tøj. "Osu" bruges i stedet for "goddag" og "farvel". Er man lavere gradueret hilser man altid først.

3. Ingen må træne i træningssalen uden at bære korrekt dogi (karatedragt). Eneste undtagelse er elever til prøvetime. Hvis man vil bære t-shirt eller lign. under gien, skal denne være hvid. Dog kan der gives tilladelse til at benytte short og T-shirt på kamphold

4. Dragten skal altid være ren og eleven skal fremtræde soigneret. Mærker og reklamer må ikke bæres på dragten. Kalligrafien Shinyokushinkai skal altid sidde på venstre side af brystet. Det er tilladt at bære gi-mærker med Koroko og et ærmebærker fra egen dojo eller organisation.

5. Finger- og tånegle skal altid være kortklippede for at undgå skader på sig selv og andre.

6. Før man forlader omklædningsrummet skal dragten være sat ordentligt og bæltet være bundet så snipperne er lige lange. Før bæltet bindes skal halskæder, ure, armbånd, øreringe og lignende tages af. Man må ikke bære disse ting iført karatedragt.

7. Slik, drikkevarer mm. er forbudt under træning. Tyggegummi er forbudt i hele klubben.

8. Dørene til omklædningsrummene skal holdes lukkede.

9. Når man kommer ind i dojoen, standser man op og bukker reglementeret. Det samme gælder når man forlader dojoen. Når man går ind i den lille dojo standser man op og bukker reglementeret for den lille dojo, man bukker også reglementeret for den lille dojo når denne forlades. Der bukkes ikke for den store sal, når man kommer fra den lille dojo.

 

 

 

10. Alle karatebuk ledsages af ordet "Osu". Ordet kan også bruges til at angive, at man er indforstået med det instruktører har sagt og skal anvendes i stedet for "ja". Alle instruktørens anvisninger besvares med et højt og tydeligt "Osu".

11. Tasker o.lign. skal placeres ved stolene i den store dojo. Der må ikke ligge noget ved spejlene eller ved væggen med Shinden. I den lille dojo anbringes tasker og lignende langs væggen med radiatorene.

12. Tegnebøger og andre værdigenstande kan lægges i egen taske og medbringes i træninsalen.

13. Formaliteter før og efter undervisningen er følgende:

 

  • På instruktørens kommando "Yoi" står alle klar (i fudo dachi).
  • På instruktørens kommando "Seiza" sætter alle sig ned (i seiza stilling).
  • Resten af begyndelses- og afslutningsformaliteterne ledes af højeste kyu-grad:
    • På kommandoen "Shinden ni rei" bukkes for Shinden uden "Osu".
    • Ved "Mokuso" lukker alle øjnene og sidder fuldstændig stille, trækker vejret roligt og bringer tankerne i ro.
    • Ved "Mokuso yame" åbnes øjnene igen.
    • Ved "Sosai ni rei" bukkes for Sosai med "Osu".
  • På instruktørens kommando "Tate kudassai" rejser alle sig op.
  • Når timen afsluttes følges samme procedure, dog udvidet således, at der bukkes yderligere to gange:
    • For begynderhold bukkes ved "Shihan/Sensei/Senpai ni rei" (titulering alt efter underviserens grad) og "Otagai ni rei" med "Osu".
    • For øvede hold bukkes ved "Shihan/Sensei/Senpai ni arigato gozaimashita" og "Otagai ni arigato gozaimashita". Begge gange svarer eleverne med "Arigato gozaimashita" ("Mange tak").
  • Når der bukkes for Shinden er det for at vise respekt for karatekunsten, karateånden og dojoen.
  • Når der bukkes for Sosai er det for at vise respekt for grundlæggeren af Kyokushin Karate.
  • Når der bukkes for Shihan/Sensei/Senpai er det for at vise respekt for instruktøren og takker for træningen.
  • Når der bukkes for Otagai, hilser man på hinanden og takker for træningen.

 

 


 

14. Opstillingen er efter grad således, at den højest graduerede står længst mod højre og den lavest graduerede står længst mod venstre. Er der flere rækker, fyldes disse op fra højre mod venstre. Er der flere elever med samme grad, stiller man op efter anciennitet.

15. Når et hold begynder og afslutter træningen med siddende meditation skal alle andre, der opholder sig i salen, forholde sig fuldstændig roligt. Der må ikke snakkes eller trænes.

16. Kommer man for sent (dvs. træningen er begyndt), bukker man ved indgangen og går ind og sætter sig i seiza med lukkede øjne foran spejlet med front mod dette. På instruktørens tegn rejser man sig op og går op og bukker; først for Shinden, derefter for instruktøren og holdet (i alt 2 buk). Derefter stiller man sig bagest (uanset grad) og deltager i træningen.

Ankommer man under meditationen (dvs. når der er kaldt "Yoi"), venter man til denne er færdig før man træder ind i træningssalen.

17. Er man kommet for sent og derfor står bagest, selvom man ikke er laveste grad, indtager man den korrekte placering ved først givne lejlighed (f.eks. første gang man stiller op på række igen efter at den har været brudt) eller ved instruktørens anvisning.

18. Skal man ind og stå midt i en række, går man ind fra siden, bagom de elever der står i rækken og stiller sig på sin plads. Alle elever, der skal stå efter en, rykker automatisk en plads til venstre.

19. Såfremt ens tøj eller bælte går op under træningen, skal man vende siden til Shinden, når man binder det.

20. Det er forbudt for eleverne at åbne eller lukke vinduerne i salen under træningen, medmindre de bliver bedt om det af instruktøren.

21. Ingen elev må forlade salen under træningen uden først at have henvendt sig til instruktøren eller assistenten.

22. Under træningen må man ikke tale. Ønsker man at spørge om noget, rækker man en knyttet hånd i vejret, evt. ledsaget af "Osu", og venter til instruktøren ser det. Hvis det er meget nødvendigt at sige noget til sin partner, skal det ske således at det ikke høres af andre.

23. Det er ikke tilladt at læne sig op af Shinden, væggene eller spejlene.

24. Bliver man bedt om at sætte sig ned, sætter man sig altid i seiza. Hvis man så bliver bedt om at sætte sig med krydsede ben, bukker man med "Osu" og sætter sig i anza (skrædderstilling).

25. Det er ikke tilladt at vægttræne når holdet svarende til ens egen grad træner i dojoen, medmindre andet er aftalt med instruktøren.

26. Børn under 14 år må ikke tage armbøjninger på knoerne. Børn under 16 år må ikke vægttræne, ej heller makiwara-træning.

27. Elever under 7. kyu (blåt bælte med mærke) må ikke træne frikamp uden opsyn af en instruktør.

28. Når man bukker for hinanden efter frikamp, går man af sig selv frem og giver hånden med ordene "domo arigato gozaimashita" ("tak for kampen"), hvorefter man går tilbage til sin plads.

29. Syngen og fløjten i dojoen er strengt forbudt.

30. Tiltaleformer:

 

1. - 2. dan: Senpai (udtales "sempai")
3. - 4. dan: Sensei
5. dan og derover: Shihan
Assistenter tiltales med Senpai. Hvis flere af samme grad er tilstede, benyttes titel + fornavn eller efternavn.

 

31. Man må ikke gå igennem salen under indlednings- og afslutningsformaliteterne, samt under meditation, men vente indtil disse er færdige.

32. Hvis man skal igennem salen mens der trænes, skal det foregå således, at man ikke går i vejen for de, der træner.

33. Træningssalen må ikke betrædes med sko.

34. Hvis der forefindes en forhøjning i forbindelse med Shinden (ærespladsen med tempeludsmykning), må denne kun betrædes af dan-grader og kun i forbindelse med undervisningen. Ingen andre må sidde eller stå på forhøjningen.

35. Det er forbudt at ryge overalt i bygningen, dvs. i træningssalen, i omklædningsrummene, i baderum, på toiletterne, på trapper og lignende. Absolut ingen rygning. Dette gælder også ved fester og andre arrangementer.

36. Man skal altid virke som et godt eksempel for sine kammerater, klubben og karate både i og udenfor dojoen.

37. Husk! Karate bygger på, at man er hård mod sig selv og ydmyg overfor sine omgivelser.

 

 

 

Gradueringsetikette

 

1. For at kunne gå til graduering til 4. kyu og derover skal man indstilles af instruktøren. Når man skal til 2. kyu etc. så skal man lave en skriftlig ansøgning.

2. For at kunne deltage i en graduering skal ens gi være bragt i orden iflg. etiketten.

3. Man skal selv sørge for at varme op inden selve gradueringen starter.

4. Når ens navn bliver råbt op, svarer man med et højt og tydeligt "Osu".

5. Hver gang man bliver kaldt frem, bukker man og hilser på de tilstedeværende instruktører med "Osu". Ligeledes hilser man, når man bliver bedt om at sætte sig igen.

6. Når man venter sidder man i seiza, medmindre andre er blevet sagt af instruktørerne.

7. Hvis man består til en af de ulige kyu-grader, skal det relevante tegn skrives på den ene bæltesnip. Dette mærke bæres altid i højre side af bæltet og skal vende fremefter. Består man til shodan (1. dan), skal striben og ens navn bæres på samme måde.

 

 

 

Kommende aktiviteter